Ekstra Bladet har valgt at give årets Victor-Pris til den iranskfødte twitter Mehdi Saharkhiz, alias ’onlymehdi’ og iransk-amerikaneren Kelly Golnoush Niknejad fra ’Teheran Bureau’.
”Årets Victor er vores tweet til verden fra Rådhuspladsen i København: Sandheden kan ikke undertrykkes. Håbet om en bedre verden lever”, lyder begrundelsen fra chefredaktør Poul Madsen i en pressemeddelelse.
Fra deres baser i USA har de to prisvindere været med til at viderebringe, systematisere og bevare de mange elektroniske nødråb fra Twitter og YouTube, som iranere i Teheran har forsøgt at få ud til verden siden valget 12. juni 2009.
”De anonyme Twittere og YouTube-uploadere fra Teheran gemmer sig. Heldigvis. Men vi vil gerne hylde deres mod. De kan desværre ikke selv modtage prisen, så vi giver den til Mehdi Saharkhiz og Kelly Golnoush Niknejad, der heldigvis har sagt ja til at modtage prisen på deres vegne”, siger Poul Madsen.
Prisen er også en hyldest til de nye medier og deres betydning for demokratiet. Efter valget i 2009 gik en hel hær af iranere fra den grønne bevægelse på gaderne og rapporterede dagligt via Twitter og YouTube, fordi der ikke var andre muligheder for at få sandheden igennem censur-muren og ud til verden. Mange af disse elektroniske stemmer er siden forsvundet. Flere af dem er henrettet. Andre sidder i fængsel. Men bevægelsen lever.
Twitterne fra Teheran repræsenterer en ny form for borgerjournalistik, hvor almindelige mennesker under pres har måttet overtage pressens rolle, fordi den etablerede presse ganske enkelt blev smidt ud eller forment adgang til gaderne, skriver Ekstra Bladet.
Vinderne kommer til Danmark for at modtage prisen den 8. juni i Pressen i Politikens Hus.