I en række dagblade er der for tiden opslået en jobannonce fra JP/Politikens Hus. Mediekoncernen søger en projektchef med reference til koncernledelsen med ansvaret for at videreudvikle og implementere et nyt erfa-program for virksomhedens ledergruppe".
Formål er ifølge koncerndirektør Lars Henrik Munch at videreudvikle den almindelige efteruddannelse i de forskellige dele af mediekoncernen, så lederne på tværs af husets mange medier kan få gavn af hinanden med viden, inspiration og ikke mindst hinandens forskelligheder.
"Vi er jo et meget decentralt hus med tre meget forskellige dagblade med meget forskellige kulturer. Men det har vist sig gang på gang, at når vi samler medarbejderne på tværs af koncernen, så opstår der en stor inspiration og ny viden, fordi vi er så forskellige. Forskelligheden skal i endnu højere grad udnyttes, og det ønsker vi at institutionalisere med dette projekt", fortæller koncerndirektøren.
Planen er, at den nye projektchef skal udvikle og implementere en række erfa-grupper i et styret forløb, hvor ledere på tværs af koncernen vil være de første involverede deltagere. Projektet er foreløbigt sat til et år, men Lars Henrik Munch håber, at det kan bliver starten på noget endnu større.
"Min drøm er, at projektet kan udbygges om nogle år med erfa-grupper i en række emner fx for digitale medier, distribution, journalistik osv. Men vi begynder med relativt veldefinerede områder, og så vil vi forsøge os frem for at se, hvad der virker", siger Lars Henrik Munch.
JP/Politikens Hus beskæftigede i 2009 godt 2.500 medarbejdere.