Fusioner lader til at være et af de redskaber, man tager i brug i den finske mediesektor for at væbne sig mod de faldende annonceindtægter og et nedadgående forbrug som følge af finanskrisen.
Det finske medieselskab Alma Media, der investerer i aviser og online webtjenester, har i hvert fald budt 81,9 mio. euro (609, 7 mio. kr.) for konkurrenten Talentum, skriver Børsen.
Alma Media, der er hovedaktionær i Talentum, øgede mandag aktieantallet med 375.000 og ejer dermed over 30 pct. Medieselskabet har ifølge Børsen flere gange luftet tanken i medierne om at opkøbe konkurrenten, men et egentligt bud er altså først nu blevet en realitet.
Alma vil tilbyde 1,9 euro (13,8 kr.) for hver Talentum-aktie, selskabet ikke i forvejen ejer. Det er 13,6 pct. over aktiens gennemsnitspris de seneste tre måneder, skriver Børsen.