Flere penge til ny viden og kultur

Oprettelsesdato 22. januar 2010

Journalister og udgivere får "kopipenge" på onsdag.

12.800 danske forfattere, journalister, udgivere og komponister med flere får fra på onsdag betaling for de tekster m.v., der bliver kopieret på landets skoler og uddannelser. Det er Copydan Tekst & Node, som fordeler 187,7 mio. kr. til de 12.800 bidragsmodtagere, der har udarbejdet alt det, der er blevet kopieret på landets skoler og uddannelser i 2009 ifølge en pressemeddelelse.

"Først bliver man glad for, at nogle kopierer ens artikler til genbrug og især til undervisning blandt unge mennesker. Så bliver man glad for, at der kommer et beløb helt af sig selv", siger Poul Smidt, journalist og mangeårig EU-korrespondent.

De såkaldte kopipenge kommer fra skoler og uddannelser, der har indgået aftaler om kopiering med Copydan Tekst & Node. Aftalerne giver lærerne mulighed for at kopiere fra forskellige skrevne medier. Pengene sender Tekst & Node videre til dem, der har skrevet og udgivet de værker, der er blevet kopieret.

"Som nonprofit-organisation er det vores mål at bidrage til at sikre en løbende tilblivelse af værker. Derfor er det en stor glæde at kunne fordele penge til dem, der skaber, udgiver og formidler ny viden til os og vores børn", siger Frants Iver Gundelach, formand for Copydan Tekst & Node.

Tilbage til nyhedsbrev



Danske Dagblades ForeningSkindergade 71159 København KTelefon 3397 4000Fax 3314 2325E-mail: ddf@danskedagblade.dk