I Frankrig og England er der nu lovforslag i spil på baggrund af en stigende bekymring for, at unge kvinders selvfølelse daler ved at se åleslanke modeller i reklamerne, skriver Pressefotografforbundet.
I England er det Liberaldemokraterne, der mener, at manipulerede billeder brugt i reklamer bør forbydes eller udstyres med en advarsel.
”Fokus på kvinders udseende er kommet ud af kontrol - ingen har virkelig perfekt hud, perfekt hår eller en perfekt figur, men kvinder og unge piger føler mere og mere, at ingenting andet end tynd og perfekt er godt nok”, siger Jo Seindon fra Liberaldemokraterne ifølge Fotópia.no.
I Frankrig følger politikeren Valerie Boyer efter med et mere vidtgående forslag, der foruden reklamer omfatter kunstbilleder og billeder brugt på produktindpakninger.
Manipulerede billeder skal ifølge Fotópia.no mærkes med teksten: "Dette billede er blevet digitalt ændret for at modificere en persons fysiske ydre".
Og en overtrædelse af forbuddet skal koste 280.000 kr. eller halvdelen af det, det har kostet at producere kampagnen.
Læs mere på: http://www.pressefotografforbundet.dk