Fyens Stiftstidende ansætter Troels Mylenberg som politisk redaktør

Oprettelsesdato 19. februar 2010

 ”Han skal være fynboernes udsyn til Christiansborg”, siger chefredaktør Per Westergård

Pr. 1. marts er Troels Mylenberg ansat i en nyoprettet stilling som politisk redaktør og kommentator på Fyens Stiftstidende.

”Troels Mylenberg er ansat med det formål at forny den politiske journalistik i Fyens Stiftstidende. Han skal - med udkigsplads i Odense - være fynboernes ”udsyn til Christiansborg”. Han skal dække og vurdere det politiske spil for de fynske læsere, dække fynske sager og fynske MF’eres indsats. Det vil han gøre gennem artikler, analyser, kommentarer og blogs”, skriver Fyens Stiftstidendes chefredaktør, Per Westergård, i et internt nyhedsbrev.

Den nye politiske redaktør ventes at arbejde tre-fire dage om ugen i Odense, og en-to dage om ugen på Christiansborg. En del af aftalen lyder, at Troels Mylenberg som led i jobbet skal profilere Fyens Stiftstidende ved at optræde som mediehusets politiske kommentator i medier som TV2 News, TV2, DR etc.

Troels Mylenberg har for en kort periode været ansat som associeret partner hos Kontrabande efter at have været politisk journalist på Berlingske Tidende frem til efter 2009. Inden da var han i en periode på tre år leder af Center for Journalistik på SDU.

Tidligere har Mylenberg været forstander på Vallekilde Højskole, chef for Ekstra Bladets politiske redaktion, journalist og debatredaktør på Weekendavisen samt politisk redaktør på Dagbladet Dagen. Han har skrevet otte-ni bøger - fortrinsvis om politik og journalistik men også om fodbold.

Privat bor Troels Mylenberg på Thurø med sin kone og fire børn.

Tilbage til nyhedsbrev



Danske Dagblades ForeningSkindergade 71159 København KTelefon 3397 4000Fax 3314 2325E-mail: ddf@danskedagblade.dk