Google sidder nu tungt på mobilmarkedsføring i USA

Oprettelsesdato 4. juni 2010

Webgiganten er samtidig i fuld gang med opkøb i Europa og overvejer også DK

Google’s opkøb af AdMob er nu blevet godkendt af amerikanske FTC (Federal Trade Commission) og dermed sidder Google nu tungt på mobil reklamemarkedsføring.

FTC har været inde i billedet for at sikre sig, at Google’s opkøb ikke ville give dem alt for meget magt på markedet for mobilreklamer. Men efter at Apple også er gået ind i mobilreklame markedet med opkøbet af Quattro Wireless og introduceringen af deres egen reklameplatform iAd, har FTC nu valgt at godkende Google’s opkøb af AdMob, skriver Google på sin officielle blog.

Men pungen er åbenbart ikke tom endnu. Over hele verden køber webgiganten op i stort og småt, og ifølge Berlingske Business er Google også klar til opkøb i Danmark. Googles europæiske opkøber, Anil Hansjee, har lukket en stribe handler i Europa inden for de seneste år, og Danmark kan sagtens blive næste i rækken.

”Vi har endnu ikke købt noget i Danmark, men vi har været tæt på efter at have kigget dybt på et par muligheder, så det kommer nok. Jeg kommer ikke kun til Danmark for at besøge mine forældre”, siger han til Berlingske Business.

Google køber i gennemsnit halvanden virksomhed om måneden, og det er især små virksomheder med patenteret eller tæt på patenteret teknologi, som Google kan videreudvikle, der er på Anil Hansjees ønskeseddel.

Tilbage til nyhedsbrev


Danske Dagblades ForeningSkindergade 71159 København KTelefon 3397 4000Fax 3314 2325E-mail: ddf@danskedagblade.dk