24timer må samtidig undvære deres nuværende ledelse for at få bedre økonomisk resultat
MetroXpress A/S har besluttet at sammenlægge flere redaktionelle funktioner for de to gratisaviser 24timer og metroXpress. Det skal blandt andet sikre bedre mulighed for planlægning og en større effektivitet på det redaktionelle område, oplyser direktør Søren Riis:
”Vi har allerede lagt flere funktioner sammen og vil nu tage det sidste skridt og skabe en stærk, fælles redaktion til at skrive og producere begge aviser. Vi bestræber at beholde flest muligt af de medarbejdere, der sikrer det unikke indhold i 24timer, men vi må reducere ledelsen, ligesom der vil ske afskedigelser blandt øvrige medarbejdere”.
Derfor er både chefredaktør Claus Johansen og redaktionschef Signe Bentzen afskediget og har for nyligt fratrådt deres stillinger.
”Det er altid trist at skulle tage afsked med gode og loyale medarbejdere, og vi skylder både Claus og Signe en stor tak for en fantastisk indsats. Men da annoncemarkedet stadig er meget usikkert, bliver vi nødt til at gøre tingene på en anden måde for at sikre en bedre økonomi på 24timer”, fortæller Søren Riis i en pressemeddelelse.
Jakob Høyer, ansvarshavende chefredaktør for metroXpress, er indtil den nye redaktionelle struktur for MetroXpress A/S er fastlagt, konstitueret som ansvarshavende chefredaktør for 24timer.