På begge de grønlandske dagblade har den økonomiske afmatning ramt rigtig hårdt. På Sermitsiaq er tre ansatte blevet opsagt, mens to journalistiske stillinger ikke er genbesat. På AG/Grønlandsposten er fem medarbejdere sagt op, mens én selv sagde op, skriver begge aviser.
For begge er det især de dystre udsigter med faldende annonceindtægter, der er årsagen til opsigelserne. På Sermitsiaq understreger chefredaktør Poul Krarup, at det er udefrakommende faktorer, der presser ledelsen til at sige farvel til de pågældende.
”Vi er tvunget til det som følge af det offentliges bevidste politik med at sende jobannoncer og dermed jobs og skatteindtægter ud af landet”, siger Poul Krarup med henvisning til avisernes dalende indtægter, fordi selvstyret og flere kommuner ikke længere indrykker stillingsannoncer i de grønlandske aviser.
Derudover betyder fjernelsen af portorabatten fra næste år et tab af årlige indtægter i størrelsesordenen 1,7 millioner kroner for aviserne, pointerer Inga Dora G. Markussen, administrerende chefredaktør til ag.gl:
”Men meget omdiskuterede portostøtte og fjernelsen af den kommer på det værst tænkelige tidspunkt, hvor vi er ramt hårdt i forvejen”, siger hun til AG.
Læs Poul Krarups tidligere indlæg om samme fra Dansk Presse Uge 40 på: http://danskedagblade.dk/nyhed/dilemma-det-groenlandske-dilemma-en-fri-presse-eller