Hornbæk, Ålsgårde, Hellebæk, Snekkersten, Espergærde, Humlebæk, Kvistgård, Tikøb, Helsingør indre by m.fl. Fra 11. maj kunne læserne af Helsingør Dagblad bladre op i avisen og finde fem sider med lokaljournalistik, der går helt tæt på nogle af de nævnte området i Helsingør og omegn.
Artiklerne er skrevet af tre journalister, der drager ud i de ”lokal-lokalområde”, som Helsingør Dagblad ynder at kalde denne hyperlokale journalistik. Med særlige jakker ønsker de at blive opsøgt af borgerne, så de gode lokalhistorier kan komme i avisen.
På baggrund af en større læserundersøgelse er det nemlig tydeligt, at det er lokaljournalistikken, der i høj grad bliver værdsat af læserne, skriver chefredaktør Klaus Dalgas i avisen. Det er der kommet Projekt ”Dit Dagblad” med blandt andet disse lokale lokaljournalister ud af. Næste skridt er at få læserne med på idéen om borgerjournalistik:
”Vi vil etablere et korps af borgerjournalister, der kan være med til at skrive lokale nyheder og reportager til glæde for alle de andre læsere. Vi tror, at vores borgerjournmalister kan være med til at finde historier, som vi ellers ikke ville have opdaget. 1000 øjne ser som kendt bedre end 20 øjne, og alt det, I ser og oplever, vil vi gerne have med i vores avis. Vi har i dag mere end 600 medlemmer af vores læserforening – måske nogle af jer har lyst til at blive borgerjournalist?”, skriver chefredaktøren til læserne.