Huset Markedsføring og Dansk Annoncørforening på vej til fusion

Oprettelsesdato 9. oktober 2009

Huset Markedsføring og Dansk Annoncørforening har underskrevet en hensigtserklæring, som udstikker retningslinjerne for en fusionering af foreningerne.

Ifølge en pressemeddelelse har den nye konstruktion i Huset Markedsføring ”til hensigt at bygge et stærkt samlingspunkt for alle, der beskæftiger sig med marketing på tværs af annoncører, bureauer og medier, det være sig online og offline”.

Konstruktionen muliggør således, at andre foreninger også kan blive en del af Huset Markedsføring.

Hos bureauernes brancheforening, DRRB, hilser man beslutningen vedkommen:
”Det lyder både rigtigt og spændende. Jeg glæder mig til at fortsætte det gode samarbejde, som vi har haft altid. Og jeg forventer faktisk, at vi nu får et bedre og tættere samarbejde med både Huset Markedsføring og Dansk Annoncørforening”, siger DRRB’s direktør, Bjørn Karsholt, til Markedsføring.

I hensigtserklæringen indstilles, at der til Huset Markedsførings bestyrelse indvælges op til 5 bestyrelsesmedlemmer fra DAF, som vælges fra den nuværende forenings egen bestyrelse.
Michael Raffnsøe fra Huset Markedsføring fortsætter som formand, og Klaus Lohse, DAF’s nuværende bestyrelsesformand, vil sammen med Steen Jespersen, næstformand i HM, være næstformænd.

Otto B. Christiansen fortsætter som direktør for DAF med reference til den administrerende direktør for Huset Markedsføring, Thomas Ladefoged. Otto B. Christiansen vil have det fulde ansvar for at varetage og håndtere politiske og rådgivningsorienterede annoncørinteresser i samarbejde med egen rådgivende bestyrelse.

Til januar skal den kommende fusion mellem Huset Markedsføring og Dansk Annoncørforening formelt godkendes på begge foreningers generalforsamlinger.

Læs mere på: http://www.markedsforing.dk

Tilbage til nyhedsbrev



Danske Dagblades ForeningSkindergade 71159 København KTelefon 3397 4000Fax 3314 2325E-mail: ddf@danskedagblade.dk