JP indstifter ny pris

Oprettelsesdato 27. november 2009

Morgenavisen Jyllands-Posten har indstiftet en ny pris til hverdagens helte. Vinderen belønnes med 100.000 kr. En heltedåd kan også forstås som et livslangt virke for at hjælpe andre mennesker, hedder det i en pressemeddelelse.

"Jyllands-Posten har en historisk tradition for at fremhæve og belønne personer, institutioner eller byer, som gør noget ekstraordinært, andre kan lære af. I 42 år kårede vi efter indstilling fra læserne Årets By. Og sammen med Danmarks Idræts-Forbund kårer vi i år for 19. gang Årets Sportsnavn, en af landets ældste og fornemste idrætspriser.

Derfor er det naturligt, at vi nu i samarbejde med TrygFonden og med befolkningens hjælp vil finde og kåre Årets Helt, hvor svært det end er at definere helte og sammenligne heltegerninger," siger nyhedschef Pierre Collignon om initiativet.

Alle kan frem til mandag den 7. december indstille sin egen helt eller sit eget forbillede. Derefter udvælger en jury 10 personer, hvoraf én med borgernes stemmer kan blive Årets Helt 2009. De nominerede bliver portrætteret i en artikelserie, og vinderen kåres i avisen søndag den 10. januar. Alle oplysninger om, hvordan man indstiller og stemmer, findes på www.aaretshelt.dk.

Tilbage til nyhedsbrev



Danske Dagblades ForeningSkindergade 71159 København KTelefon 3397 4000Fax 3314 2325E-mail: ddf@danskedagblade.dk