JP/Politiken har vendt sidste års underskud til et overskud

Oprettelsesdato 19. februar 2010

Trods fald i omsætningen på 8 pct. forbedrer koncernen resultatet med 239 mio. kr.

”Koncernen har i 2009 et positivt resultat før skat på 70 mio. kroner. Det er en fremgang på 239 mio. kroner i forhold til året før, til trods for en samlet omsætningsreduktion på 8 procent som følge af lavkonjunkturen. Resultatet er tilfredsstillende i lyset af årets begivenheder”, står der som indledning i JP/Politikens Hus’ regnskabsmeddelelse for 2009.

Mediekoncernen kommer således ud af året med det bedste resultat siden 2006, nemlig 40 mio. kr. efter skat mod minus 136 mio. kr. i 2008.

Koncernens tre flagskibe Jyllands-Posten, Ekstra Bladet og Politiken kom alle ud med overskud, der i høj grad var opnået via omkostningsreduktioner, stigende omsætning på de digitale platforme og en ny salgsstrategi med færre rabatter på abonnementerne.

Antallet af medarbejdere er reduceret med 400 færre medarbejde fra omkring 2.900 i 2007 og 2008 til 2.500 i 2009.

Voldsomt stigende omkostninger til sikkerheden i forbindelse med terrortruslerne mod Jyllands-Posten trak den anden vej.

”Det er dyrt at rydde op, og det er dyrt at befinde sig i en lavkonjunktur. På den baggrund er vi ikke utilfredse”, siger adm. dir. Lars Munch fra JP/Politikens Hus i Politiken.
 
Han understreger dog, at havde det været i ”normale tider, burde koncernen tjene ”betydeligt flere penge”.
 
Læs mere på: http://www.jppol.dk/media/20170/regnskabsmeddelelse%202009.pdf
 

Tilbage til nyhedsbrev



Danske Dagblades ForeningSkindergade 71159 København KTelefon 3397 4000Fax 3314 2325E-mail: ddf@danskedagblade.dk