De redaktionelle medarbejdere på JydskeVestkysten er gået sammen om udviklingen af en mini-efteruddannelsesportal på virksomhedens intranet.
Målet er gennem kollegial vidensdeling at løfte det journalistiske efteruddannelsesniveau i medarbejderkredsen. Ved i samarbejde med ledelsen at integrere portalen på intranettet, håber medarbejderne bag initiativet at efteruddannelse kommer højere på dagsordenen i det daglige.
”Generelt er vi for dårlige til at udnytte vores ret til efteruddannelse og vores første skridt er at undersøge, hvad der ligger bag, når vi år efter år ikke får udnyttet de muligheder, vi har”, siger Claes Holtzmann Senger, der er journalist på JydskeVestkystens nyhedsredaktion og som står for projektet sammen med kollegaen Susan Madsen fra centralredaktionen.
"Næste skridt er at bruge den viden og udveksle erfaringer om alt fra gode Update-kurser til selvkomponerede forløb og kurser hos andre institutioner, så det hele ikke står og falder med, om vi ser en spændende overskrift i Update-kataloget et givent år - og kurset i øvrigt passer ind i vores kalender", siger han.
Pressens Uddannelsesfond har bevilget støtte til frikøb af de to medarbejdere, som i løbet af 2010 skal udvikle portalen. Portalen bliver udviklet i et åbent internetformat som fx en blog.
Også ledelsen ser en stor fordel i at få mere ud af de mange ressourcer, man fra mediehusets side bruger på efteruddannelse.
”Vi vil gerne påvirke medarbejdernes valg i retning af, at de i højere grad end i dag vælger kurser, der er direkte relevante for det job, de udfører eller kommer til at udføre i fremtiden. Det er faktisk fra ledelsesside et noget forsømt område, fordi vi ikke har engageret os nok i og taget de nødvendige diskussioner med medarbejderne for at få det maksimale ud af den enestående mulighed, som en uges efteruddannelse om året er”, fortæller Peter Orry, der netop er blevet udnævnt til ansvarshavende chefredaktør og administrerende direktør efter en periode som konstitueret.
Erfaringerne fra efteruddannelsesprojektet og selve webskabelonen bliver stillet frit til rådighed for andre medievirksomheder, der beskæftiger journalistisk arbejdskraft, oplyser Pressens Uddannelsesfond.