Jyllands-Posten og Ekstra Bladet regner med overskud på webtv inden for et par år

Oprettelsesdato 21. oktober 2009

Danske online-medier har oprustet kraftigt på web-TV-fronten i kampen om at tiltrække øjne og dermed annoncører. Og de bliver stadigt bedre til det, fortæller Rune Michelsen, journalistisk lektor hos SDU (Syddansk Universitet), til Børsen:

”Jeg var med til at starte EkstraBladets web-TV for halvandet år siden, og i forhold til dengang er der sket meget i branchen. I dag tilrettes indholdet langt bedre til netmediet, hvor brugerne vil have flere, korte enheder og flere valgmuligheder”.

Ifølge Jyllands-Postens kommercielle chef, Jesper Hansen, kan der ikke gå længe, før der også kan tjenes penge på anstrengelserne.

”Fra at være hovedsageligt et journalistisk projekt, bliver det mere og mere kommercielt bydende, at web-TV også tjener penge. Vi skal i langt højere grad have kommercialiseret vores øjne, som vi har mange af, 2,2 millioner viste klip i sidste måned. I 2010 kan der være en fornuftig økonomi i det”, siger han til Børsen.

Samme optimistiske toner lyder der fra Ekstra Bladet, den førende udbyder af web-TV i Danmark med 1,5 millioner visninger i den forgangne uge.

”I første omgang var web-tv et projekt, men i dag er det en selvstændig enhed med egen redaktion og eget budget. Det er en investeringsforretning, som gerne skulle give sorte tal inden for tre år”, siger chefredaktør Poul Madsen til Børsen.

Årsagen til optimismen er bl.a. en række tests, Berlingske Media, JP, EkstraBladet og Børsen har gennemført i fællesskab.

Læs mere på: http://www.business.dk













Tilbage til nyhedsbrev



Danske Dagblades ForeningSkindergade 71159 København KTelefon 3397 4000Fax 3314 2325E-mail: ddf@danskedagblade.dk