Konkurrencestyrelsen var tirsdag på uanmeldt besøg sammen med politiet hos nyhedsbureauet Ritzau Bureau.
Baggrunden for besøget var ifølge Ritzau en anmeldelse (fra hvem er ikke oplyst til Ritzau) og en mistanke om, at nyhedsbureauet har misbrugt sin position som "dominerende på markedet for nyhedsproduktion" ved at behandle kunder forskelligt for at holde konkurrenter ude.
Både på dagen og efter nogle dages betænkningstid er Ritzaus Bureau stadig forbløffede over, ”at være opsøgt som om vi var forbrydere”, fortæller adm. dir. Lars Vesterløkke:
”For det første er Ritzau i 2010 slet ikke dominerende på markedet for nyhedsproduktion. Den ene dag taber vi leverancen af et tillæg til en lille virksomhed midt i Jylland, næste dag konkurrerer vi med en stor international mediekoncern om at levere nyheder til en udgiver, og den tredje dag byder på at levere helt korte nyheder til en ny aktør og taber til en virksomhed med 10 gange så mange journalister. Sådan er medieverdenen i dag - konkurrencen i markedet for nyhedsproduktion er benhård”.
Endvidere understreger Lars Vesterløkke, at Ritzaus Bureau forholder sig ”ret firkantet” til sin prisliste, der altid er udgangspunkt for beregningen af priser. Prisen afhænger af antallet af slutbrugere, men den samme prisliste er regnemodel for samtlige kunder.
”Og hvis det som en tredje mulighed, man kan gætte på, uden at vi har fået noget at vide, skulle være selve konstruktionen med et selskab, der er ejet af de traditionelle medier i fællesskab, ja så vil der være problemer i de fleste vesteuropæiske lande, hvor situationen er fuldstændig parallel”, siger Lars Vesterløkke.