Vi vil gerne betale for nyheder på nettet – men ikke ret meget. En undersøgelse lavet af Boston Consulting Group viser, at flere end forventet er villige til at hoste op med kontanter for journalistik på nettet, skriver The Guardian.
I alt blev ni lande undersøgt: 48 procent af de britiske og amerikanske brugere ville betale imellem 3 og 4 dollars om måneden.
Uden for de engelsktalende lande er man mere villige til at åbne for tegnebogen – eller kreditkortet. 66 procent finner, 63 procent tyskere og 62 procent italienere var åbne overfor at betale for adgang til nyhedssider. De ville også give en lille smule mere – mellem 5 og 7 dollars.
Seniorpartner John Rose fra analysefirmaet i New York siger til avisen: ”Den gode nyhed er, at stik imod traditionelle forventninger er forbrugerne faktisk villige til at betale for meningsfuldt indhold. Den dårlige nyhed er, at de ikke er villige til at betale ret meget”.
Undersøgelsen viste, at forbrugerne er mest åbne over for at betale for lokale nyheder, efterfulgt af arkivartikler, ”breaking news” og undersøgende journalistik.