Mediabureauet Mindshare har for tiende år i træk spurgt et repræsentativt udsnit af danskerne, hvordan de opfatter reklamer, og navnlig i den lokale ugeavis opleves reklamer som særligt købsinspirerende, skriver Markedsføring.
De lokale ugeaviser bliver generelt læst med stor interesse af danskerne, der giver sig selv tid og plads til at fordybe sig i ugeavisen. I gennemsnit bruger danskerne 21 minutter pr. udgave, viser tallene.
Ifølge Mindshares adm. direktør Martin Ove Rasmussen handler det blandt andet om dén relevans og nærhed, de lokale medier har i sig, hvor de taler om det, der er tæt på folk.
”Og i svære tider bliver deres base endnu stærkere. Rent kommercielt har ugeavisernes største udfordring været logistikken, der er svær, men her hjælper også den stigende digitalisering. Som jeg ser det, vil ugeaviserne være en mediegruppe, der godt kan give sig til at blomstre op”, siger han til Markedsføring.
Ifølge reklameanalysen er antallet af danskere, der generelt oplever reklamer som købsinspirerende steget markant i 2010. Mens tallet var under 30 procent i perioden 2005-2008, er det nu oppe på 45 procent, skriver Markedsføring.