LEDER: Danmark bliver det det første land, hvor alle dagblade trykkes på miljøcertificeret papir

Oprettelsesdato 23. april 2010

Når Pressens Fællesindkøb og Danske Mediers Arbejdsgiverforening på onsdag holder kickstartmøde for brug af FSC-mærket papir passeres en miljømæssig milepæl.

Af Ebbe Dal, adm. dir. for Danske Dagblades Forening

Når Pressens Fællesindkøb og Danske Mediers Arbejdsgiverforening på onsdag holder kickstartmøde for brug af FSC-mærket papir passeres en miljømæssig milepæl.

Papir og miljø opfattes desværre af mange mennesker – også opinionsdannere – som uforenelige størrelser. Det er desværre en tilsyneladende u-udryddelig opfattelse, at fældning af regnskov og papirproduktion er to sider af samme sag. Men det bliver ikke mere rigtigt af at blive gentaget. Virkeligheden er, at de nordiske skove, som er råstof til dansk avispapir, dyrkes som almindelige marker, der høstes med mellemrum. Cyklus fra plantning til fældning er bare en kende længere end mellem såning og høst.

Det er derfor et meget vigtigt skridt, de danske dagblade tager, når de gennem de seneste måneder har taget fat på at anvende FSC-mærket papir, og omkring 1. august alle vil være gået over til det. FSC betyder Forrest Stewardship Council. Den verdensomspændende, uafhængige organisation står for certificering af bæredygtigt træ og papir. Mange kender FSC- mærket fra terrassemøbler og garageplanker, og nu er avispapiret med.

En særlig gevinst ved FSC-mærket papir er, at det også er certificeret for den andel af råstoffets vedkommende, der består af genbrugt avispapir.

I debatten om miljøbeskyttelse er det vigtigt at forstå, at avispapir er led i et sundt kredsløb i naturen. Svenske undersøgelser har endda påvist, at det ikke nødvendigvis er avisen der taber, hvis man sammenligner ressourceforbruget ved digitale medier i form af elektricitetsforbrug og forbruget ved udgivelse af dagblade. Med den nye FSC-mærkning er der givet et signal til forbrugerne om, at avispapir – som hidtil – produceres i pagt med naturen. Forstå det nu!

Tilbage til nyhedsbrev

Kontaktperson på denne artikel:

Ebbe Dal

Adm. direktør
ed snabela danskemedier.dk

Læs mere


Danske Dagblades ForeningSkindergade 71159 København KTelefon 3397 4000Fax 3314 2325E-mail: ddf@danskedagblade.dk