Af Ebbe Dal, adm.dir. for Danske Dagblades Forening
FDIM lavede sidste vinter en undersøgelse af danskernes netbrug over de seneste par år. Den viste, at der skete en voldsom bevægelse fra brug af danske til brug af udenlandske netsider. Ikke mindst DR har siden brugt denne undersøgelse som baggrund for bekymrede meldinger om presset på danske sites, herunder mediesites.
Denne bekymring bruges igen som argument for, at DR skal være meget aktiv på nettet, og DR’s Kenneth Plummer opfordrer dagbladene til at gøre fælles sag mod den udenvælts fjende i stedet for at gnidre rundt i en uklædelig kamp mellem danske medier med samme interesse.
Nu er det jo indlysende, at dagbladene også har en interesse i at fastholde brugen af dansk indhold på nettet. Men alligevel – eller netop derfor – er det jo nødvendigt at vide præcis, hvad vi taler om, når vi bekymrer os om danskernes digitale knæfald for udlændingene.
DDF har derfor fået lavet en undersøgelse af danskernes tidsforbrug på nettet. Undersøgelsen er udført af konsulent Jon Lund på basis af FDIM’s Gemius-statistik fra april.
Den viser, at:
Det er i 84 % i alt (i afrundede tal). Tilbage til medierne er 15 % af tidsforbruget.
Nu er det jo vigtigt at huske, at nettet ikke i sig selv er et medie, men en distributions- og kommunikationskanal. Ser man på netbrugen, er det vel ikke forkert at sige, at f.eks. sociale netværk i en eller anden forstand afløser tidsforbrug på ikke-virtuelle venner og bekendte, herunder personlig sladder, nyheds- og rygteformidling; at opslag og søgning bl.a. ligner informationssøgning, biblioteksbesøg og underholdning; og at virksomhed og handel i vidt omfang afløser telefonkontakt med virksomheder, butikshandel og besøg i banken. Når det er noteret, bliver der altså en rigtig pæn andel tilbage til medierne, som de så må slås om indbyrdes.
Her er det så, at kamppladsen ligger. Og på den er der ikke et eneste udenlandsk medie, der rammer top 20. Til gengæld møder man TV 2.dk og dr.dk som topnumre lige efter Ekstra Bladet. DR tager godt 11,2 % af tiden på medier, og det svarer lige netop til Jyllands-Postens, Politikens og Berlingskes andel tilsammen (11,1 %). Så når Kenneth Plummer taler om, at DR slet ikke betyder ret meget på nettet, så er det sandt for dyden sandhed med modifikation.
Når det er sagt, er der bestemt grund til at bekymre sig om Google, E-Bay, YouTube, Facebook og Twitter, både hvad angår ophavsret og fordi ikke mindst Google og E-Bay snupper annoncerkroner i hobetal. Men det er en anden vinkel på sagen, som ikke har ret meget med DR at skaffe.