Leder: Isvinter – også for ytringsfriheden
Af Ebbe Dal, adm. direktør, Danske Dagblades Forening
En bekendt har gennem en del år drevet forretning i Kina. Hver gang, han kommer hjem, betror han mig, at Kina, det er fremtiden. De kan! - siger han. Tag derover og se. På svaret om, at der skal mere end nysgerrighed og sightseeing-trang til at drive mig til at lægge turistindtægter til et af verdens mest repressive regimer, svarer han, at jeg jo alligevel får de fleste af mine varer derfra. Og lægger til, at man ikke kan drive en sådan kæmpebefolkning mod velfærd uden diktatur. Rent ekko fra Beijing eller for den sags skyld 30’ernes Europa, siger jeg. Så bliver vi uvenner og taler om noget andet.
Dagbladenes internationale arbejde i WAN-IFRA har i mange år haft et engageret indisk medlem, en ingeniør, der har skabt sig en formue ved at drive en mindre avis, han købte, frem til et millionoplag på et marked, hvor avisoplaget vokser med befolkningens stadigt tiltagende velfærd.
På spørgsmålet om, hvad man som inder egentlig mener om englænderne nu over 60 år efter frigørelsen, svarer han: Englænderne efterlod os efter en fredelig adskillelse med et velfungerende demokratisk styresystem, et retfærdigt retssystem, en duelig embedsstand, en infrastruktur og et sprog, der binder os sammen. Skulle vi i og for sig gå og være vrede på dem i dag?
De vestlige landes liberale virksomheder har, hjulpet af de demokratiske regeringer, af mange årsager valgt Kina som det sted i den tredje verden, der skulle få udviklingen frem til stormagtsstatus. Først sent har Indien været rede til at gå ind i den samme udvikling, og med personlig erfaring fra den skærsild, som det var for ØK at handle gennem sine indiske interesser i forhold til at rulle ud ad løberen i Kina i 70’erne, er det ikke svært for mig at forstå.
Men resultatet er alligevel, at den spektakulære omvæltning i forståelsen af Kinas nye rolle, som begivenhederne under COP 15 medførte, må give os en klar fornemmelse af, at isvinteren for ytringsfriheden startede samtidig med den rigtige vinter. Den danske regering har allerede udtalt sig om Tibet. I de kommende år vil der blive lagt et stadigt stigende pres på ytringerne fra den vestlige verden.
Godt, vi har inderne og brasilianerne. Gid de må forstå at manøvrere rigtigt i forhold til Kina. Gid vi må forstå at erobre den afrikanske sympati før kineserne. Og gid vestens politikere og intellektuelle vil have en modig tilgang til og forstå at debattere disse spørgsmål på en moden måde. Så kan det være, at vi kan ryste den ubehagelige fornemmelse af 1930'er-gentagelse af os og gå et forår i møde.