LEDER: Journalistikforskningen i kritisk belysning
Læseren må undskylde, at dette indlæg måske er lidt post festum, fordi vi ikke udgav nyhedsbrev i Kristi Himmelfartsugen. Men ikke desto mindre skal Albæk, Hopmann og de Vreeses rapport om ”Kunsten at holde balancen” have et par lederord med på vejen i DDF’s nyhedsbrev.
Rapporten handler om ”Dækningen af folketingsvalgkampe i tv-nyhederne på DR 1 og TV2 1994-2007”. Det er en præcis definition, og holder man sig til den, som den er beskrevet i titlen, er afdækningen af balancen mellem public service mediernes vægtning af højre og venstre i det politiske spektrum såmænd nær sagt uangribelig.
Problemet med rapporten, som den blev lagt frem på Redaktørernes døgn og gennem medierne ved præsentationen for nylig, er imidlertid, at den – også af forfatterne – præsenteres som noget, der ligner en endelig afgørelse på spørgsmålet om, hvorvidt DR og TV 2/Danmark er uvildige i deres politiske reportage i almindelighed.
Lad det være sagt klart: DDF har ikke noget synspunkt på det spørgsmål. Men det er der mange andre, der har, og derfor er det af største betydning, at en rapport om balancen i public service-mediernes politikformidling er generelt brugbar. Ingen drøfter nemlig reportagen i valgperioderne alene. Det er den generelle reportage gennem året, der står for skud i den diskussion, og her gør den dyre forskningsrapport hverken fra eller til.
Det er ganske verdensfjernt at tro, at man gennem en statistisk baseret karakteristik af valgkampens behandling i public service-medierne tror at have fundet svaret på den debat, som for alvor blev startet af Erhard Jacobsen for over 40 år siden og med korte mellemrum er bragt op igen. Alt, hvad vi har fået svar på, er, hvordan reportagen er under valgkampene, hvor de to public service medier jo er hysterisk pernittengrynede med balancen for netop ikke at blive kritiseret for dækningen af politikken i Danmark.
Diskussionen rejser derfor et langt vigtigere spørgsmål. Er der fornuft i den journalistikforskning, som foretages i Danmark? Den har efterhånden fået mange midler fra staten og fra fondene, herunder f.eks. Pressens Uddannelsesfond og Dagspressens Fond. Men hvad får vi for pengene?
Dagspressens Fond har to gange med publikationer af Lars Kabel redegjort for journalistikforskningen i Danmark gennem fem hhv. seks år. De to rapporter er interessante ved nogenlunde totalt at beskrive, hvad der er sket i journalistikforskningen, gennem de i alt 11 år, den har været i gang. Men vi mangler nok at gøre status. Er det relevant, hvad vi får, er det brugbart til udvikling af det redaktionelle udbud i danske medier, og er det formidlet på en måde, så det når et relevant, professionelt publikum.
De to universiteter, som udbyder journalistuddannelse og Danmarks Medie- og Journalisthøjskole har en særlig interesse i at undersøge, om deres forskningsmæssige output er værdifuldt for branchen. Vi må opfordre dem til at finde ud af, om det er tilfældet. Det gør de bedst i et samarbejde. Forhåbentlig vil de tage sagen op. Gør de det, skylder branchen dem at deltage engageret i debatten.
