Af Ebbe Dal, adm. dir. for Danske Dagblades Forening
De sidste dages mageløse opdagelser om spindoktorer, der har forvaltet deres opgaver kritisabelt, og journalister, der har handlet med dem, har givet tankerne om nye restriktioner for pressen frit løb iblandt danske politikere. Hurtige analyseinstitutter har spurgt folkedomstolen om, hvad den mener om det komplicerede spørgsmål om samarbejde med ministrenes kommunikationsfolk, og dommen har været hård.
Det er ikke særligt længe siden, at en anden diskussion var oppe. Den kom efter Utøya-tragedien i Norge og handlede om debat i netmedierne. Og i foråret gjaldt diskussionen pressens behandling af den stakkels mand, der en overgang var udpeget til at være Herning-pigen Marias morder.
Der er ingen grund til at lægge skjul på, at der sker fejl i pressen. Der vil altid med god ret kunne peges på problemer i dækningen af nogle af de titusindvis af sager, pressens dækker gennem et år, og et år som 2011 har altså bragt nogle spørgsmål op, som har vakt opsigt og pådraget sig politikernes interesse.
Men når det er sagt, er det vigtigt at mane til besindighed. De tre nævnte sager og de presseetiske spørgsmål, de rejser, har ikke en dyt med hinanden at gøre. Det handler simpelthen om tre dybt forskellige spørgsmål, og det forhold, at de kommer op i løbet af det samme kalenderår, skal ikke lede til den fejlslutning, at pressen i almindelighed er helt på vildspor. Derfor er det også urimeligt at se dem i sammenhæng og lade sig forføre af situationen til lige pludselig at synes, det hele er forfærdeligt og – som det er sket de sidste dage – udtage noget så dyrebart for det modne demokrati Danmark som kildebeskyttelsen til diskussion.
Kildebeskyttelsen er ikke – som det er blevet skrevet – at finde i en særlig kildebeskyttelseslov, men i nogle paragraffer i retsplejeloven. Den har kun mening, hvis pressen selv forvalter den. Den diskussion, som med rette vækkes af forskellige begivenheder som f.eks. spindoktorskandalerne, bliver i allerhøjeste grad ført inden for medierne selv. De seneste dage har redaktionsledelserne overalt haft emnet på bordet, helt ligesom beskyttelsen af sigtede personer gav anledning til overvejelser i foråret, og Utøyasagen medførte vigtige drøftelser og beslutninger om debatten på nettet rundt omkring på redaktionerne.
Redaktører i almindelighed er ordentlige mennesker. I den forening, Danske Medier, som er under dannelse ved fusion af Danske Dagblades Forening og en række andre medieforeninger, bliver der omkring 1.000 medlemmer. De har alle deres dagligdag og passer deres arbejde med ansvarlighed. Redaktørerne forvalter med omhu de få fortrin, som er nedlagt i lovgivningen for, at de kan have de rette betingelser for at holde øje med samfundet. Der vil fra tid til anden opstå situationer med fejlgreb, og det er fint, at det bliver diskuteret.
Men det er helt urimeligt, hvis tre helt forskellige forhold i løbet af et år skal give politikere blod på tanden til at ændre på den lovgivning, som samvittighedsfulde politikere med stor omtænksomhed har indført i Danmark på tidspunkter, hvor der har været tid til at tænke over tingene. Reglerne, der i øvrigt er baseret på internationale konventioner, som forpligter os, giver den danske presse mulighed for at holde øje med, at Danmark fungerer, som det skal. De er umistelige for et moderne og ansvarligt demokrati og danner et afgørende grundlag for, at pressen kan udføre sit arbejde for Danmark dag ud og dag ind, måned for måned, år for år på de mange redaktioner landet over.
|
