LEDER: Post Danmark uden modstand
Af Ebbe Dal, adm.dir. for Danske Dagblades Forening
Onsdag bragte den sørgelige nyhed om, at det norske postvæsen er blevet træt af at investere i Bring Citymail i Danmark. Der var sat 300 mio. kr. af, nu er der brugt 500, og så kan det være nok. Det kan være, de norske forbrugere, som formentlig har finansieret gildet, er glade. Men her i landet kan vi kun græde.
Dagbladene har endnu ikke kunnet bruge Bring Citymail til avisdistribution, for der har bl.a. ikke været mulighed for daglig omdeling. Men det har været et sandsynligt fremtidsperspektiv. Nyheden om, at nordmændene kaster håndklædet i ringen, er derfor begrædelig, for resultatet er, at vi atter står tilbage med kolossen i Tietgensgade, Post Danmark, som monopolist på postomdelingen. Netop på det tidspunkt, hvor vi venter på den endelige liberalisering, der skal være gennemført før klokken slår 2011, er banen
igen overladt til en spiller, som siden 2. verdenskrig på intet tidspunkt har opfattet sig selv som folkets tjener. I dag, hvor staten fortsat er storaktionær, men alligevel mener at have lagt armslængdes afstand til kæmpen, kan Post Danmark uhindret videreføre sin kyniske udnyttelse af markedet til videre ekspansion.
Det er sagt så tit, men alligevel: Først fra tre til to omdelinger i København og de store byer, så fra to til én, så til en service, hvor folk er kommet hjem fra arbejdet, før de sidste breve er delt ud. Og nu på det sidste kan Post Danmark ikke engang dele ugeaviser ud på samme dag, men må sprede det over ugen.
Imens denne udvikling er sket, er betalingen for udbringning, der ikke er under monopolet, eksploderet. Mest usympatisk set fra et dagbladssynspunkt var det prisspring, som Post Danmark præsenterede dagbladene for, da distributionsstøtteordningen for et par år siden blev omlagt. Den slugte i realiteten det meste af støtteprovenuet.
Post Danmark kunne hævde, at prisstigningen jo blot var et resultat af, at bladene nu skulle betale dét direkte, som Post Danmark tidligere var kompenseret for over finansloven. Men til trods for, at DDF i årevis havde prøvet at få kastet ærligt lys over, hvad det reelle tab på avisomdelingen var under den gamle ordning og havde ganske klare indikationer af, at Posten tog sig for godt betalt dengang, så fik udviklingen lov at ske. Transportministeren mente ikke at kunne skride ind, selvom ministeren ejede 75 % af aktierne.
Post Danmarks gamle ledelse, som stadig delvis er med efter fusionen med Postverket, kan nu gnide sig i hænderne og optræde som den monopolist, der er tale om. Der er ingen etiske tanker, der vil stoppe dem, staten opfatter tilsyneladende ikke længere kontrollen med den del af infrastrukturen, som hedder postomdeling, som væsentlig nok til at stille krav. Det bliver ikke kønt at se på.
Men måske skal problemerne drives ud i karikaturen for, at regering og Folketing kan se, at det er kunder og snart også almindelige private brevskrivere, der bliver sorteper med et ukontrolleret postvæsen som enlig ulv på markedet.
