Af Ebbe Dal, adm. dir. for Danske Dagblades Forening
Danske Dagblades Forening står klar til at hjælpe de dagblade, som har modtaget henvendelser fra den saudiske advokat Yamani, hvis det kommer til en retssag.
Foreløbig venter vi nu på tredje måned på at få svar på en mail, som 26. december blev sendt fra Berlingske til advokaten for at få rede på, hvem han egentlig repræsenterer og ved hvilket lands ret, han i givet fald kunne tænkes at føre retssag.
Den offentliggjorte dokumentation vedrørende Politikens forlig med ham besvarer dog formentlig spørgsmålet om, hvem klienterne er, medens forskellige udtalelser fra Yamani tyder på, at han – formentlig i konsekvens af, at spørgsmålet er udtømmende behandlet ved dansk ret – tænker på en udenlandsk ret, måske en engelsk. En beslutning, som, hvis den accepteres ved engelsk ret, vil koste dagbladenes fællesskab ærgerlige penge.
Der er sågar arabiske udtalelser om, at kampen mod danske dagblade vil kunne føres i 100 år, og sommetider kan man da også næsten føle, at miseren om Muhammed-tegningen allerede har varet meget længere end de godt fire år, der reelt er tale om.
På næsten enhver måde er der tale om et gigantisk kultursammenstød.
I Danmark er injurier noget, hvor det kun er den enkelte person, der kan have retlig interesse. Vi har lagt tanken om familien som solidarisk retsobjekt bag os, omend de islandske sagaer viser os, at vi selv har haft lignende opfattelser århundreder tilbage.
I Danmark opfatter vi vel ikke, at det er en overbevisende vej til æresoprejsning at finde et tilfældigt retssystem med bekvemme regler for at ramme en modpart gennem, hvad der kunne opfattes som økonomisk krig.
I Danmark er den tid forbi, hvor tanken om en Jesus-film med eksplicitte beskrivelser om Jesu seksualitet kunne få debatten til at koge i Danmark.
I Danmark har ytringsfriheden vide rammer, og der er en stærk bevidsthed om, at netop dén i bund og grund danner forudsætning for, at de øvrige menneskerettigheder kan slå rod.
Danske Dagblades Forenings formålsparagraf siger bl.a.: ”Foreningens grundlæggende opgave er at værne pressens frihed og dens anseelse, borgernes informationsret, den grundlovshjemlede trykkefrihed og den redaktionelle uafhængighed… Foreningen skal virke for at fastholde og udbygge dagspressens placering i samfundet og styrke dens adgang til at udøve sine demokratiske funktioner som formidler af nyheder, meninger og synspunkter.”
Da ordene blev skrevet for over 30 år siden, kan ingen have forestillet sig den problemstilling, som nu rulles op. Men det gør ingen forskel. Foreningen er altid parat til at stå inde for sine mål med handling og økonomi, uanset at udfordringerne ændrer karakter, som tiden går, og verden udvikler sig på godt og ondt.