Børsen konstaterer i en analyse, at de ti lokale dagblade, som aktuelt har et oplag mellem 10.000 og 20.000 eksemplarer, i gennemsnit har tabt knap seks pct. af oplaget – og det er oveni det seneste årtis tab på 27 pct. af oplaget.
Det har udløst massive sparetiltag, og de ti aviser har forskellige strategier til at øge indtjeningen på andre områder end dagbladsdriften.
De to østjyske dagblade, Vejle Amts Folkeblad og Fredericia Dagblad har en række succesfulde sideaktiviteter.
”Vi må forsøge at tjene så meget, at vi fortsat har råd til at udgive vores dagblade. Det gør vi bl.a. gennem ni lokalaviser og en lokalradio. Desuden er vi i gang med at opruste vores grafiske aktiviteter”, fortæller chefredaktør og direktør Alex Pedersen til Børsen.
Nordvestsjællands Medieselskab, som udgiver Holbæk Amts Venstreblad og Kalundborg Folkeblad, har formuleret nye mål og sat en række udviklingsprojekter i gang, siger chefredaktør og adm. direktør Mogens Flyvholm til Børsen. Han peger også på en forhøjelse af abonnementsprisen som et håndtag.
Ole Dall, chefredaktør for Skive Folkeblad, nævner indtægter som eget rotationstrykkeri, som får opgaver udefra, distriktsblade og telefonbøger.
Medieforsker Jørgen Poulsen siger til Børsen:
”Mange af disse aviser kan godt eksistere med oplag på 8.- 9.000 eller endnu lavere, men det kræver at de reducerer omkostningerne tilsvarende. Professoren foreslår overvejelser om øget inddragelse af læserne, som kan give mere lokalt stof for færre penge, samt overgang til f.eks. tredages udgivelse”.