Den 3. september markerer metroXpress sin 8 års fødselsdag ved at skifte til et nyt og skarpere avisdesign og layout, der tilfører avisen en lang række nye elementer.
Det nye design er skabt for hele rækken af Metro-aviser, der som den mest læste internationale avis udkommer i 20 forskellige lande verden over. Bag det nye layout står den prisbelønnede avisdesigner Al Trevino, der har kreeret det oprindelige layout for Metro-aviserne og også har designet hæderskronede aviser som Sunday Times, New York Post og senest The London Paper, står der i en pressemeddelelse.
Det nye avisdesign giver en klarere inddeling af nyheder og andre sektioner og tilfører en række nye elementer til avislæsningen med mulighed for både kortere nyheder og større mængder viden i fakta, grafik og foto-elementer.
Globalt skal det nye design gøre det lettere at dele de unikke artikler og billeder, der kommer fra de enkelte Metro-lande eller fra hovedredaktionen i London, fortæller Per Mikael Jensen, CEO for Metro International i pressemeddelelsen:
”Dette er meget mere end blot et nyt design. Det er en transformation af hele avisen til at få endnu mere kvalitet til læserne”.