Mette Davidsen-Nielsen bliver den nye direktør for Information

Oprettelsesdato 11. juni 2010

Opgaven med at finde en ny ansvarshavende chefredaktør indledes efter sommerferien

Bestyrelsen for Dagbladet Information A/S ansatte torsdag Mette Davidsen-Nielsen som selskabets nye administrerende direktør. Mette Davidsen-Nielsen afløser Morten Hesseldahl, der tidligere på året tiltrådte en stilling som direktør i Danmarks Radio, skriver Information.

”Med Mette Davidsen-Nielsen får Information en direktør med stor erfaring med nichemedier, en succes som DR2 med i bagagen og betydelig erfaring med ledelse af kreative virksomheder, med markedsføring og aktiv branding. Mette Davidsen-Nielsen er den rigtige profil til at videreføre den meget positive udvikling, som Information har været inde i de seneste år med stigende oplag og stærke økonomiske resultater”, siger bestyrelsesformand Torben Möger Pedersen til Information.

Mette Davidsen-Nielsen er 45 år, cand.comm. fra 1993 og har haft en lang karriere på Danmarks Radio, senest i perioden 2003-2007 som kanalchef for DR2.

Efter 10 år på DR2 ønskede Mette Davidsen-Nielsen at søge nye udfordringer. Hun fik Den Store Journalistpris og et fellowship på SDU og har siden været selvstændig konsulent med opgaver inden for især medier og design.

Mette Davidsen-Nielsen er bestyrelsesformand for Danish Crafts og for nylig udpeget som formand for Kulturministeriets udvalg om programprofilen for den nye radiokanal. Ifølge Mediawatch har hun dog valgt at trække sig fra posten af interessemæssige årsager i det tilfælde, Information kunne have ønske om at søge FM4-radiolicensen til efteråret.

Den nye direktør tiltræder den 1. september. I mellemtiden fortsætter Karin Petersen som konstitueret direktør. Redaktør Bent Winther fortsætter ligeledes indtil videre som konstitueret ansvarshavende chefredaktør. Opgaven med at finde en ny ansvarshavende chefredaktør indledes efter sommerferien, skriver Information.

Tilbage til nyhedsbrev


Danske Dagblades ForeningSkindergade 71159 København KTelefon 3397 4000Fax 3314 2325E-mail: ddf@danskedagblade.dk