Murdoch indfører brugerbetaling på alle sine webaviser

Oprettelsesdato 21. oktober 2009

Også den australsk-amerikanske mediebaron Rubert Murdoch må finde nye veje for indtjening, efter at annoncemarkedet ikke længere er til at stole på. Ifølge Markedsføring er én af vejene brugerbetaling på webaviser som ”The Sun”, ”Times” og ”News of the World”.

Senest næste sommer vil alle koncernens webaviser have brugerbetaling, ligesom Wall Street Journal allerede har nu. Rubert Murdochs beslutning kommer umiddelbart efter nyheden om, at hans virksomhed News Corporation har haft et minus på intet mindre end 17 milliarder kroner i første halvår af 2009.

Ifølge The Guardian er Rubert Murdoch overbevidst om, at andre netmedier vil følge News Corporation og ligeledes indføre brugerbetaling i den nærmeste fremtid, skriver Markedsføring.

Det lader han til at have ret i.

Ifølge Luc de Barochez, der leder lefigaro.fr, overvejer man kraftigt at indføre enten webabonnementer eller ”artikler à la carte” for webavisen hos den franske avis Le Figaro, der har en af de mest velbesøgte aktualitets-sites i Frankrig, skriver Mediawatch.

Og Berlingske Media meldte i starten af juli ud, at koncernen er i færd med at udforske markedet for mikrobetaling.

”Vi har en række undersøgelser i gang med forskellige betalingsløsninger. Nogle af dem kan implementeres meget hurtigt - allerede til september - andre kigger vi stadig på. Det er specielt mobil-betalingen, hvor vi ikke er helt klar med hvilken løsning, vi vil vælge”, fortæller Lisbeth Knudsen til Journalisten.dk.

Planen er at opkræve betaling for unikt indhold produceret til nettet, og Lisbeth Knudsen håber på et samarbejde med JP/Politikens Hus om et fælles betalingssystem.

”Der er ingen koordinering på nuværende tidspunkt, men jeg synes, det ville være positivt, hvis man i branchen fandt frem til en fælles holdning. Og derudover mener jeg, at det ikke skal være selve betalingssystemet, som skal være et konkurrence-parameter. Men at det bliver indholdet”, siger hun til journalisten.dk.

Om forretningsmodellen bliver en succes vides ikke endnu, men i USA er de betalte medier i stigende grad begyndt at vinde indpas i forhold til de annoncebetalte, skriver Mediawatch.

Læs mere: http://mediawatch.dk



















Tilbage til nyhedsbrev



Danske Dagblades ForeningSkindergade 71159 København KTelefon 3397 4000Fax 3314 2325E-mail: ddf@danskedagblade.dk