News Corporations indhold skal ikke bare hugges uden betaling
Nyhedstjenesten NewsNow får ikke længere mulighed for at linke til News Corporations engelske medier. Fra fredag spærrede The Times af for al sit indhold, så nyhedstjenesten ikke kan drage nytte af indholdet. Og nu følger The Sun og The News efter, skriver MediaGuardian.
Ifølge en talsmand for Murdochs engelske arm, News International, har man været i dialog med NewsNow i flere måneder i forsøg på at få nyhedstjenesten til at undlade at bruge indholdet.
NewsNows forretning ligger nemlig i, at betalingstjenesten koster fra 750 kroner om måneden for at få relevante nyheder i indbakken.
”NewsNow har brugt indhold fra Times Online som en del af sin betalingstjeneste så vel som sit gratis indhold. De har fortsat med at gøre det til trods for vores direkte forespørgelser om at stoppe. Som en konsekvens heraf har vi bestemt at forbyde dem at indeksere vores indhold”, lyder det i en melding fra News International.
Ifølge MediaGuardian har NewsNow ikke kommenteret denne sidste udvikling i sagen, men den daglige leder, Struan Bartlett, sagde i fredags, at selskabet frem til da havde brugt indhold fra Times Online, fordi News International ikke forsøgte at forhindre andre i at gøre det samme.
”De har ikke givet os en grund, vi forstår”, skal han have sagt.