Journalisthøjskolen ansætter pr. 1. december 38-årige post. doc. i filosofi Ejvind Hansen som forskningschef i journalistisk filosofi. Umiddelbart efter sin ansættelse vil Ejvind Hansen gå i gang med at udfordre både studerende og journalistbranchen på journalistens rolle i en stadig mere kompleks medieverden.
”Hvad vil det sige at være journalist i en moderne tid med nye medier, som stiller nye forudsætninger op for journalistik? Det spørgsmål er vigtigt at finde et svar på, for alt for mange journalister er ikke bevidste om deres egen rolle”, mener Ejvind Hansen, der kommer fra en stilling som forsker ved Institut for Filosofi ved Aarhus Universitet, ifølge en pressemeddelelse.
Det seneste år har Ejvind Hansen lavet analyser af, hvilken betydning internettet har for samfundsudviklingen. Han er social filosof og har en særlig interesse for digitale medier.
”De fleste kan i dag søge information uden om journalisterne. Det er derfor påtrængende at dykke ned i, hvad journalistens rolle er og skal være. Journalister skal holde fast i, at de på den ene side skal give stemme til folk og realisere ytringsfrihed og på den anden side være de kritiske, der ikke nødvendigvis giver folk den stemme, de ønsker at få. Hvis journalistikken skal overleve må det handle om at gå efter det overraskende, de alternative vinkler og mindre efter blot at holde mikrofonen og haste hjem på redaktionen”, siger Ejvind Hansen i pressemeddelelsen.
Ejvind Hansens forskningsarbejde på Journalisthøjskolen skal implementeres i institutionens øvrige forskning og i undervisningen, hvor de studerende blandt andet arbejder med argumentationsanalyser og diskursanalyser.