Ny radiokanal i sigte

Oprettelsesdato 27. november 2009

Et bredt flertal i Folketinget besluttede onsdag at sætte gang i et lynudbud af den landsdækkende radiokanal, som selskabet bag Radio 100 FM efterlod, da det gik konkurs sidste måned, skriver Berlingske.

Den nye indehaver af tilladelsen slipper for den dyre millionafgift, som Sky Radio, TV2 Radio og Radio 100 FM har knækket halsen på.

Partierne bag medieforliget har besluttet, at "arbejdet med genudbuddet af den sjette FM-kanal ud fra principperne om en skønhedskonkurrence skal fortsætte og gennemføres hurtigst muligt."

Det betyder formentlig, ifølge Berlingske, at mange flere interesserede bejlere vil melde deres interesse, men vil også medføre hård kritik og juridiske trusler fra de aktører, der har mistet millioner på dyre sendeafgifter.

”Jeg går så ud fra, at politikerne også har truffet en beslutning om, at vi heller ikke skal betale. Hvis det ikke er tilfældet, er det konkurrenceforvridende, og vi vil undersøge muligheden af at føre en erstatningssag”, siger Eric Hansen, formand for SBS Radio, der driver Radio Nova til Berlingske Business.

Ifølge MediaWatch vil udbuddet formentlig finde sted til marts eller april næste år.

Tilbage til nyhedsbrev



Danske Dagblades ForeningSkindergade 71159 København KTelefon 3397 4000Fax 3314 2325E-mail: ddf@danskedagblade.dk