Nye e-readere til avislæsning på vej

Oprettelsesdato 8. januar 2010

Amazons Kindle DX og Sony er på vej i Danmark

Hidtil har der ikke eksisteret nogen brugbar e-reader i Danmark. Men for nylig begyndte Amazon at sælge sin Kindle 2 i Danmark og nu kommer også den særlige større avis-udgave Kindle DX til salg. Det skriver Berlingske Business.

Kindle DX har et SIM-kort, som tillader aviserne at udkomme elektronisk via mobilnettet til folks mobile læsere, så de altid er opdateret med den nyeste version
Flere amerikanske og europæiske aviser udkommer på Kindle DX via mobilnettet, men endnu ingen danske.

Også andre aktører er på vej med lignende tiltag. Sony er på vej herhjemme. Samtidig er manges øjne i denne uge rettet mod messen Consumer Electronics Show 7.-10. januar i Las Vegas. Her vil medievirksomheden Hearst give et smugkig på e-readeren Skiff. Den er større og tyndere end Kindle og samtidig udført i bøjeligt plastik.
Hearst har tidligere meldt ud, at Skiff-modellen vil give indholdsudgiverne kontrollen og pengene fra abonnement og annoncer tilbage, hvor Amazon er blevet kritiseret for at tage for stor en del af kagen.

På messen præsenterer amerikanske Plastic Logic også sin e-reader, QUE og Qualcomm er på vej med en skærmteknologi, der også kan vise levende billeder på e-readeren, skriver MediaWatch. Bogkæden Barnes & Noble er også en spiller på området i USA.

Ifølge rygter forventes Apple 24. januar at lancere deres første flade, trykfølsomme og tastaturløse pc - kaldet 'iPad' eller 'iSlate', der er særlig tilpasset mediebrug.

Tilbage til nyhedsbrev



Danske Dagblades ForeningSkindergade 71159 København KTelefon 3397 4000Fax 3314 2325E-mail: ddf@danskedagblade.dk