Nyt postforlig pålægger dagbladsdistributører at betale til Post Danmark

Oprettelsesdato 28. maj 2010

En ”befordringspligtsfond” skal sikre, at Post Danmark ikke rammes økonomisk af konkurrence

Torsdag aften forhandlede Folketingets Trafikudvalg sig frem til en ny aftale for postomdeling.

Aftalen blev lavet mellem VK-regeringen, Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre, ”så varetagelsen af den landsdækkende befordringspligt sikres i lyset af udviklingen på brevmarkedet og den kommende liberalisering”, står den i aftalen.

Liberalisering af postmarkedet, herunder salg af Post Danmark, har været på regeringens dagsorden længe, og ”liberaliseringen pr. 31. december 2010 aktualiserer behovet for en sikring af befordringspligten, da det herefter ikke længere vil være muligt at understøtte befordringspligten med den hidtidige eneret”, står der i aftalen.

Det sker blandt andet med oprettelsen af en befordringspligtsfond. I dag har Post Danmark som eneste aktør befordringspligt i Danmark. Med indførelsen af den nye fond skal andre aktører end Post Danmark, heriblandt dagbladenes distributionsvirksomheder såsom Dansk Avisomdeling og Bladkompagniet, betale for det tab, Post Danmark får ved ikke længere at have monopol i de ”befordringspligtige områder”.

”Fonden skal sikre, at nettoomkostningerne ved befordringspligten fordeles mellem alle postbefordrende virksomheder. De virksomheder, der ikke har befordringspligt, bidrager til dækning af nettoomkostningerne efter deres markedsandel (opgjort i antal forsendelser) inden for det befordringspligtige område”, står der om fonden i aftalen.

Aftalen medfører desuden, at der fremover skal være ”ens vilkår for postmodtagere”.  I 2010 blev også ældre etageejendomme påkrævet at have en postkasse ved indgangsdøren, ligesom ejendomme opført efter 1974 skal. Nu er det husejerne, der underlægges samme vilkår, dvs. at villa- og rækkehuse opført før 1973 skal have en postkasse ved indgangen til grunden.

Danske Dagblades Forening er bestemt ikke imponeret over aftalen.

”Postforliget ser nærmest ud som om, det kunne være skrevet i Post Danmarks hovedkontor i Tietgensgade. Vi skal nu til at regne på sagen og vurdere de problemer, det skaber for dagbladene. Det ser umiddelbart ud som om, det udhuler distributionstilskuddet og i øvrigt skaber dårligere vilkår for borgerne, herunder avisabonnenterne. Der er dog én positiv ting at sige: Forliget slår fast, at der fortsat skal omdeles post seks dage om ugen”, siger adm. dir. Ebbe Dal.

Læs mere om postaftalen på: http://www.trm.dk/DA/Nyheder/2010/Forsat+postudbringning+6+dage+om+ugen.aspx

Tilbage til nyhedsbrev


Læs mere om


Danske Dagblades ForeningSkindergade 71159 København KTelefon 3397 4000Fax 3314 2325E-mail: ddf@danskedagblade.dk