Den 44-årige Olav Skaaning Andersen vil pr. 1. februar afløse Suzanne Moll som medlem af B.T.’s chefredaktion. Olav Skaaning Andersen kommer fra et job i Danmarks Radio som chef for Deadline, P1 Orientering og DR2 Udland.
Olav Skaaning Andersen har i fire år været chef for Ekstra Bladets sportsredaktion, hvorefter han i fire år var chef for DR Sporten. Han slog sit navn fast med de opsigtsvækkende dokumentar-udsendelser om dopingmisbrug i international cykelsport, Tavshedens Pris fra 1999. Han var nomineret til Cavlingprisen i 1999, 2000 og 2007.
Olav Skaaning Andersen ser frem til at udvikle avisen yderligere og "til at være en del af ledelsesholdet i Berlingske Media, som jeg anser for det mest dynamiske og innovative sted i dansk presse," siger han i en pressemeddelelse.
Ifølge Børsen har han den stærke sportsorientering til fælles med B.T.’s ansvarshavende chefredaktør Peter Brüchmann, som overtog roret i marts 2008. Det er godt i tråd med
B.T.-læsernes præferencer, mener Peter Brüchmann.
"Vi har undersøgelser, som viser, at 40 pct. af vores læsere køber os på grund af sporten," siger han til Børsen.