Oplagstal falder i magasinbranchen

Oprettelsesdato 4. september 2009

De gyldne tider i magasinbranchen er vendt. Dagbladet Børsen har foretaget en gennemgang af helt friske tal fra Dansk Oplagskontrol, som viser, at det især er Egmont og Benjamin Media som er hårdt ramt af oplagsnedgangen.

Benjamin sendte 30 pct. færre blade på gaden i første halvår af 2009 sammenlignet med sidste år, mens Egmont fik en nedgang på 20 pct. Det samlede oplagsfald er 14 pct.
Ifølge det månedlige medieindeks fra Danske Reklame- og Relationsbureauers Brancheforening, som viser den annonceomsætning, der går igennem mediebureauerne, er næsten en tredjedel forsvundet i perioden.

Nedgangen i oplaget er mest markant inden for mandemagasinerne, der er gået 40 pct. tilbage. Sundhedssegmentet skiller sig ud fra de andre ved at holde skindet på næsen – bl.a. fordi der her er lanceret nye titler som Sund NU, Aktiv Træning og Fit Living.
”Vi tror på, at lige netop denne trend er en megatrend, som rækker langt ud over krisen,” siger markedsdirektør Jesper Buchwald fra Bonnier Publications til Børsen.

Tilbage til nyhedsbrev



Danske Dagblades ForeningSkindergade 71159 København KTelefon 3397 4000Fax 3314 2325E-mail: ddf@danskedagblade.dk