Peter Bro bliver ny leder af journalistuddannelserne i Odense

Oprettelsesdato 19. marts 2010

Han har været knyttet til journalistuddannelserne på Syddansk Universitet siden 1999

Lektor og ph.d. Peter Bro tiltræder 1. april stillingen som leder af Center for Journalistik på Syddansk Universitet.

37-årige Peter Bro bliver i en pressemeddelelse betegnet som en stærkt efterspurgt underviser, en konstruktiv forsker og en engageret foredragsholder i journalistik.

”Vi får i Peter Bro den leder, der bedst kan udbygge broen mellem mediebranche og universitet. Peter Bro er universitetsmand, og han nyder samtidig respekt i mediebranchen som en af de forskere, der lægger størst vægt på et tæt samspil mellem medier og universitet”, siger styrelsesformand, Per Westergård, ansvarshavende chefredaktør for Fyens Stiftstidende, om udnævnelsen.

Planen er ifølge pressemeddelelsen, at Center for Journalistik på SDU gerne må udvikle sig til at blive det førende forsknings- og udviklingscenter for danske medier, som ofte ikke selv har ressourcer til systematisk udvikling.

Peter Bro har – bortset fra et par afstikkere til Københavns Universitet og Columbia University – været knyttet til journalistuddannelserne på Syddansk Universitet siden 1999.

Her har han undervist stort set samtlige ti årgange af journalister, som er uddannet fra Center for Journalistik i Odense. Inden ph.d.-ansættelsen på SDU i 1999 havde han en cand. comm. fra RUC.

Tilbage til nyhedsbrev



Danske Dagblades ForeningSkindergade 71159 København KTelefon 3397 4000Fax 3314 2325E-mail: ddf@danskedagblade.dk