I artiklen ”Skat har beslaglagt 32 luksusbiler” bragt på Politiken.dk den 11. maj 2010, har man tilsidesat god presseskik, lyder en klage til Pressenævnet.
Artiklen beskriver, at Skat som indsatsområde har fokus på, hvorvidt ejere af biler på udenlandske nummerplader uberettiget undlader at betale registreringsafgift. I den forbindelse havde Skat beslaglagt 32 biler med udenlandske nummerplader.
Klageren understøtter klagen med, at han/hun er én af flere hundrede berørte polske EU-borgere i Danmark. Men det er ikke nok til at kunne klage til Pressenævnet, påpeger nævnets formand, højesteretsdommer Jytte Scharling:
”Det er en betingelse for at klage til Pressenævnet, at klageren har retlig interesse i det forhold, der klages over. Det indebærer, at man som person, virksomhed, organisation eller lignende skal være omtalt, afbildet eller på anden måde identificeret i mediet. Det er ikke tilstrækkeligt blot at have interesse i det emne, der er behandlet. Da [K] ikke selv er direkte eller indirekte nævnt i artiklen, har hun ikke en sådan interesse, at der er grundlag for at behandle klagen, hvorfor denne afvises, jf. medieansvarsloven § 43, stk. 2, nr. 2”, siger hun i forbindelse med afvisningen af sagen.
Læs mere på: https://www.retsinformation.dk