Ifølge en selskabsmeddelelse realiserede Søndagsavisen a-s et resultat af primær drift på 19,5 mio. kr. før særlige poster. Trods lavere nettoomsætning er det en forbedring i forhold til 2008.
Resultatet af primær drift i koncernens printaktiviteter udgjorde 71,7 mio. kr. svarende til en stigning på 71,0 mio. kr. i forhold til 2008.
”Søndagsavisen a-s realiserede i 2009 et solidt overskud og en markant resultatfremgang under meget vanskelige markedsbetingelser. Især printforretningen udviklede sig meget tilfredsstillende”, vurderer adm. dir. Mads Dahl Andersen, der mener, at fremgangen bl.a. skyldes distributionsvirksomheden Forbrugerkontakt og en forøgelse af læserantallet med 30 procent.
Derimod var der underskud på online aktiviteterne samt de fortsatte aktiviteter i Helsingør Dagblad.
Onlineaktiviteterne realiserede i 2009 et primært driftsunderskud på 41,6 mio. kr. mod et tab på 28,8 mio. kr. i 2008. Og Helsingør Dagblad-aktiviteterne realiserede i 2009 et underskud på primær drift på 0,7 mio. kr., hvilket er en betydelig forbedring i forhold til et tab på 19,9 mio. kr. sidste år.
”Onlineforretningen blev også ramt af nedgang på specielt stillingsannoncemarkedet, og her var det ikke muligt at nedbringe omkostningerne i samme takt, som omsætningen faldt. Til gengæld var det yderst tilfredsstillende at se, at de fortsættende aktiviteter i Helsingør Dagblad efter nedlukning af trykkeridelen realiserede et markant forbedret resultat i 2009”, siger Mads Dahl Andersen.
Læs mere på: http://mediawatch.dk