Det er mere af nød end af lyst, at Søndagsavisen er blevet eneejer af Helsingør Dagblad.
Det fortæller bestyrelsesformand Richard Bunck til RB-Børsen, efter at mindretalsaktionæren Dansk Avistryk i starten af juli solgte sine 43 pct. til Søndagsavisen, der nu er eneejer af Helsingør Dagblad.
”Det var et ønske fra Dansk Avistryk om at sælge sin aktiepost. Der har ikke som sådan været et ønske fra vores side om at købe, men det er en mindretalsbeskyttelse, som de havde, og de så har udnyttet. Vi var tvunget til det, for det har været en aftale, siden vi blev minoritetsaktionærer, at Dansk Avistryk havde den mulighed”, siger han til RB-Børsen.
Med købet bliver Søndagsavisen dermed eneejer af Helsingør Dagblad, ugeavisen Nordsjælland og nogle trykkeaktiviteter. Disse bliver dog solgt fra meddeler Søndagsavisen i en pressemeddelelse:
”På baggrund af betydelig overkapacitet på trykkerimarkedet som vanskeliggør en rentabel drift og det forhold, at selskabet indenfor få år ville skulle foretage
meget store investeringer i driften, meddeles det samtidig, at Helsingør Dagblad A/S forventer at nedlægge sine trykaktiviteter”.