Den gratis avis Søndagsavisen har af økonomiske grunde måtte slå print og webredaktionerne sammen og afskediget fem medarbejdere.
Ifølge adm. dir. for Søndagsavisen, Arne Ullum, har man måtte se i øjnene, at hverken livsstilssitet sonday.dk eller soendagsavisen.dk trak nok trafik. Modsat mange andre medier har Søndagsavisens printudgave satset på kortere historier, mens webudgaven har haft længere baggrundsartikler og interview, skriver Mediawatch.
"Vi begræder at erkende det, men vores kunder står ikke i kø for at få kvalitetsjournalistik på nettet. En kort note kan trække meget trafik i forhold til en historie, der er lang og gennemarbejdet”, siger Arne Ullum til Mediawatch.
Birgitte Bollerup har stået i spidsen for Søndagsavisens onlinesatsning siden maj sidste år, men ifølge adm. dir. Arne Ullum har hun valgt at sige op som følge af den redaktionelle omlægning. Den samlede redaktion skal fremover ledes af chefredaktør Søren Krogsgaard.
Læs mere på: http://mediawatch.dk