Spil-journalister laver forening

Oprettelsesdato 4. januar 2010

En række journalister har sidste uge stiftet foreningen Dansk Spilråd for at lave om på dækningen af computerspil. Medlemmerne vil have spil-mediet bedømt på lige fod med andre medieformer. Der mangler oftest en reelt vidende, seriøs og nuanceret holdning til mediet, når det formidles i f.eks. aviser, magasiner eller tv-indslag, skriver foreningen på hjemmesiden www.danskspilraad.dk.

 "Vores vision for Dansk Spilråd er en uafhængig og uvildig instans, der på et nøgternt, analytisk og velinformeret grundlag kan udtale sig kvalificeret om spil - særligt for at slå myter ihjel og nuancere holdningen til spilmediet", siger formanden for Dansk Spilråd, spilredaktør Thomas Vigild til Journalisten.dk.

En af foreningens funktioner skal være at koble andre journalister og konsulenter sammen med kilder og cases, ligesom man gerne rådgive og hjælpe medlemmer samt fx bibliotekarer, journalister og konsulenter, der søger viden om spiltendenser og spilkultur.

Foreningen består af foreløbigt 27 journalister, der dækker spil på medier som bl.a. DR, Politiken, Berlingske Tidende og Computerworld.

Tilbage til nyhedsbrev



Danske Dagblades ForeningSkindergade 71159 København KTelefon 3397 4000Fax 3314 2325E-mail: ddf@danskedagblade.dk