Har du erfaring med journalistisk arbejde i praksis? Og brænder du for at undervise og vejlede universitetsstuderende i tæt samspil med andre journalistlærere?
Så er det måske noget for dig at søge en studielektorstilling i journalistik på Institut for Kommunikation, Virksomhed og Informationsteknologier på RUC. Stillingen er ledig til besættelse den 1. januar 2010 eller snarest derefter. Ansættelsesperioden er 3 år med mulighed for forlængelse i op til 2 år.
Dine hovedopgaver vil være undervisning og vejledning i journalistik, men du vil efter aftale med studieleder og institutleder også komme til at varetage løbende formidlings- og udviklingsopgaver svarende til ca. 20% af din arbejdstid. Du forventes at lægge hovedparten af din undervisning og vejledning på faget journalistik, men der kan også forekomme opgaver i tilknytning til RUC’s basisuddannelser.
Du vil blive en integreret del af instituttets journalistfaglige miljø, hvor du vil få rig lejlighed til at indgå i tæt samarbejde med journalistlærergruppen.
Vi forventer at du:
- har almene journalistiske kvalifikationer med særlig interesse for nyheder, research, undersøgende journalistik samt journalistisk sprog.
- kan vejlede projekter/produktioner og evt. specialer.
- kan dokumentere flere års relevant erhvervserfaring.
Det er en fordel, men ikke en forudsætning, at ansøgere har en relevant kandidatuddannelse fra et universitet.
Stillingen er en underviserstilling uden forskningspligt, og indplaceringen sker efter anciennitet og relevant erhvervserfaring. Der er stor frihed til selv at tilrettelægge sit arbejde, og man har desuden mulighed for selv at udvikle kurser samt præge og være i kontakt med fremtidens journalister.
Ansættelse sker i henhold til overenskomsten mellem Finansministeriet og forhandlingsberettigede organisation. Roskilde Universitet opfordrer alle interesserede uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.
Hvis du vil vide mere om stillingens indhold, er du velkommen til at henvende dig til studieleder Mark Blach-Ørsten på tlf. 4674 3704 eller e-mail: oersten@ruc.dk.
Oplysninger om uddannelsen kan fås på www.ruc.dk/jour eller hos sekretær Merete Breilev på tlf. 4674 3755 eller mobil 2363 6013, e-mail: meretewb@ruc.dk.
Ansøgningen skal være på dansk og bilagt CV, eksamensbeviser og eventuelt en redegørelse for dine erfaringer med undervisning, vejledning, formidling og administration. Erfaringer skal så vidt muligt dokumenteres.
Ansøgning og bilag mærket 61.10/06 stiles til Rektor og sendes i tre eksemplarer til:
Roskilde Universitet
Personaleafdelingen, Bygning 04.2
Postboks 260
4000 Roskilde
Ansøgningsfristen er onsdag d. 11. november 2009 kl. 12.00
Materiale modtaget efter dette tidspunkt vil ikke blive taget i betragtning.
Ansøgning via e-mail bliver ikke behandlet.
Vi forventer at holde ansættelsessamtaler i uge 49.