Susanne Moll ny formand for den nye radioarbejdsgruppe

Oprettelsesdato 11. juni 2010

Skiftet vil ikke få konsekvenser for udvalgets tidsfrist sidst i august

Kulturminister Per Stig Møller har udnævnt Suzanne Moll til formand for det hurtigt arbejdende FM 4-udvalg i stedet for Mette Davidsen-Nielsen, der er fratrådt i forbindelse med, at hun igår blev udnævnt til direktør for Information.

”Jeg er meget glad for, at Suzanne Moll har sagt ja til at være ny formand for FM 4-udvalget. Suzanne har stor og bred erfaring fra medieområdet fra hendes tidligere stillinger. Hendes moderne og kreative tilgang til medieområdet vil være et positivt bidrag til udvalgets arbejde. Jeg ser meget frem til at modtage udvalgets anbefalinger slut på sommeren”, siger Kulturminister Per Stig Møller i en pressemeddelelse.

Udnævnelsen af Suzanne Moll som ny formand vil ikke have konsekvenser for udvalgets tidsfrist, der er sidst i august. Suzanne Moll er tidl. indlandsredaktør og souschef på Radioavisen, tidl. chef for Københavns Radio, tidl. direktør for TV 2 Radio, tidl. chefredaktør for B.T. og tidl. underdirektør i DR’s programproduktion.

I øjeblikket er Suzanne Moll medierådgiver for den danske NGO International Media Support, der arbejder med ytringsfrihed og demokratisering i tredjeverdenslande.

Tilbage til nyhedsbrev


Danske Dagblades ForeningSkindergade 71159 København KTelefon 3397 4000Fax 3314 2325E-mail: ddf@danskedagblade.dk