Metro International flytter til Stockholm.
Peter Holmlund kommer fra en stilling som chef for Microsofts msn.se og får nu titlen Managing Director of Metro International's global online division. Han har tidligere arbejdet for Metro International som global webredaktør fra 2005-2006.
"Jeg er glad for, at Peter er tilbage for at føre vores online strategi ud i livet. Metro's globale online platform er blevet lanceret i Frankrig, Mexico og Chile, og vi ser en sund vækst i trafik og indtjening", siger Metro Internationals topchef Per Mikael Jensen i en pressemeddelelse.
"Jeg skal først og fremmest finde indtægter og skabe lønsomhed", siger Peter Holmlund til dagensmedia.se. En af hans andre opgaver bliver at skabe en helt ny organisation, hvor 10 personer skal ansættes så hurtigt som muligt. Det bliver lige fra global salgsdirektør til teknisk chef. "Vi vil lede i Sverige, men også internationalt," siger han.
Metro Internationals hovedkvarter flytter fra London til Stockholm i nærmeste fremtid, hvor Metro flytter ind under samme tag som de øvrige MTG-virksomheder i koncernens nybyggede domicil på Södermalm.