Tidligere TV 2-ledelse kommer måske til at stå til økonomisk ansvar for underskud

Oprettelsesdato 21. oktober 2009

Kulturminister Carina Christensen vil undersøge muligheden for at rejse erstatningskrav mod den tidligere ledelse i TV 2 for underskuddet på over 200 mio. kr. i 2007, skriver Jyllands-Posten.

”Det, vi nu vil undersøge, er, om der er grundlag for, at staten rejser erstatningskrav – altså en sag for domstolene”, sagde Carina Christensen i går til TV 2 News.

Den tidligere adm. dir. Per Mikael Jensen hilser undersøgelsen velkommen, fordi han håber, den vil punktere nogle myter.

”Ud fra et forretningsmæssigt og juridisk synspunkt er det galimatias, men personligt er jeg glad for en undersøgelse. Der har nemlig været uhyre mange usædvanlige beskyldninger og talentløse rapporter i denne sag”, siger Per Mikael Jensen ifølge Jyllands-Posten.

Undersøgelsen skal gennemføres af en såkaldt granskningsmand og ikke af Kammeradvokaten. Det er kun den tidligere ledelse, der skal undersøges. Ikke om kulturministeriet og den tidligere minister Brian Mikkelsen, mener Carina Christensen:

”Det vil være at skyde gråspurve med kanoner. TV 2 er et statsligt aktieselskab. Derfor ligger ansvaret hos ledelsen og direktionen”, mener hun ifølge Jyllands-Posten.









Tilbage til nyhedsbrev



Danske Dagblades ForeningSkindergade 71159 København KTelefon 3397 4000Fax 3314 2325E-mail: ddf@danskedagblade.dk