Ekstra Bladet Skole fortsætter sidste år succes med at afholde sin egen aviskonkurrence, hvor eleverne anvender avisens eget avisværktøj ”Redaktionen”. Konkurrencen sker sideløbende med Avisen i Undervisningens aviskonkurrence ”Skriv til Avisen”.
I år har Ekstra Bladet Skole indgået samarbejde med ulandsorganisationen IBIS, og temaet "En verden i fattigdom" skal bidrage til debat og oplysning om problematikker i Afrika og Latinamerika.
Ekstra Bladets aviskonkurrence henvender sig til skoleelever fra 6. til 10. klasse, der kan lave aviser via 'Redaktionen', der er en interaktiv platform til at arbejde med journalistik. Avisen skal skrives i enten uge 43, 44 eller 45, og alle deltagende klasser modtager 1.000 eksemplarer af avisen, der leveres på skolen.
""Redaktionen" danner rammerne om en autentisk medieverden, mens IBIS bidrager med omfattende viden og indsigt i de problematikker, som eleverne skal forholde sig til. Blandt andet vil IBIS medarbejdere i en række lande blogge med eleverne, og de kan på den måde følge med i medarbejdernes oplevelser og få kendskab til livet og hverdagen lokalt", skriver Ekstra Bladet Skole i en pressemeddelelse.
Projektet er blevet til med støtte fra Danidas Oplysningsbevilling.
Avisen i Undervisningens aviskonkurrence, Skriv til Avisen 2010, afholdes af de øvrige dagblade og foregår i uge 44, ligesom sidste år, hvor omkring 1.300 klasser indsendte aviser til de mere end 30 dagblade. Årets emne offentliggøres 1. maj 2010 bl.a. på www.aiu.dk.