Facebook har siden sin fødsel blandt studenterne på Harvard i 2004 taget verden med storm og er i dag verdens største sociale netværk med 847 millioner månedlige brugere, skriver kampanje.com.
Nu er turen kommet til børsen. Onsdag aften afleverede Facebook, Inc. de endelige papirer til de amerikanske finansmyndigheder, og ifølge kampanje.com regner selskabet med, at børsnoteringen kan hente omkring 30 milliarder kroner ind.Facebook bliver dermed tidens største notering af et it-selskab; seks gange større end da Google gik på børsen i 2004.
Værdien af Facebook vides dog først, når Facebook-aktierne sælges fra i løbet af maj. Estimaterne tyder imidlertid på, at markedsværdien ligger mellem 75 og 100 milliarder dollars, dvs. 450-600 milliarder kroner. Det er mere end McDonalds, Amazon og Statoil, skriver kampanje.com.