Christoph Riess og Timothy Balding i spidsen for WAN-IFRA.
Christoph Riess er blevet udnævnt til ny topchef for den udvidede version af WAN-IFRA, det globale repræsentative brancheorgan for avis- og udgiverbranchen. Udnævnelsen træder i kraft 1. februar 2010.
Denne udnævnelse følger efter sammenlægningen af the World Association of Newspapers (med base i Paris) og IFRA (med base i Darmstadt i Tyskland), som fandt sted i 2009.
Christoph Riess (53) kommer til WAN-IFRA fra Mitsubishi Paper og har tidligere arbejdet for Bertelsmann AG, Heidelberger Druckmaschinen og PaperlinX. WAN-IFRAs præsident Gavin O’Reilly siger om udnævnelsen:
"Vi er meget glade for at kunne byde Christoph velkommen som den nye leder af WAN-IFRA. Han har enorm industrierfaring med sig og et moderne, proaktivt syn på de behov, som den globale nyhedsformidlingsindustri har."
Christoph Riess vil blive assisteret af Timothy Balding (den tidligere leder af WAN) som nu bliver generaldirektør for WAN-IFRA Global Affairs i Paris. Han fortsætter derved med at håndtere relationerne mellem medlemsforeningerne, regeringerne og de internationale organisationer, samtidig med at han er tovholder på områder som pressefrihed, medieudvikling og kommunikation til offentligheden. Balding, som er brite, har været hos WAN siden 1985 og har været leder af organisationen i Paris siden 1986.
Hvilken fremtidig stilling, der tilfalder lederen af det tidligere IFRA Reiner Mittelbach, vil blive meddelt på et senere tidspunkt.