En ny uafhængig mediekommission, Zimbabwe Media Commission (ZMC), meddelte i onsdags, at seks aviser, heraf fire dagblade, vil få licens til at udkomme i Zimbabwe. Præsident Robert Mugabe er ellers siden 2003 lykkedes med at have nyhedsmonopol med avisen The Herald, der er styret af præsidentens parti, Zanu (PF), skriver Politiken.
”Vi har givet licens til alle de ansøgere, der har henvendt sig”, fortæller Chris Mhike, der sidder i kommissionens bestyrelse.
Zimbabwe Media Commission er en relativt uafhængig instans, der blev oprettet i forbindelse med magtdelingen mellem Robert Mugabe og den tidligere oppositionsleder Morgan Tsvangirai, der i dag er premierminister.
Kommissionens bestyrelse har truffet den nye afgørelse kun få dage efter, at Mugabes informationsminister, Webster Shamu, havde appelleret til ZMC om ikke at give licens til medieorganisationer, ”der vil fungere som lakajer for den vestlige verden”.
Men sådan skulle det ikke gå. Én af de aviser, der først ventes på gaden er Newsday, der ejes af den store aviskoncern Trevor Ncube, der ifølge Politiken aldrig har holdt sig tilbage med kritik af præsidenten. Også Associated Newspaper of Zimbabwe, der netop i 2003 fik forbudt avisen The Daily News, har fået licens.
Premierminister Morgan Tsvangirai har endvidere lovet at afskaffe den lov, der forbyder udenlandske journalister at arbejde fast i Zimbabwe, skriver Politiken.